TEKSTER
v. sognepræst, pater Stephen Holm:

1. Kristendom, hvad er det? Jesus Kristus og den katolske kirke

2. Konvertitter, hvad er det??

3. Om messen (gudstjenesten)

4. Om kirkerummets indretning

5. Om aflad. Hvad er aflad?

6. Udenfor kirken ingen frelse!

 

     Kommentar til Vatikanets dokument ”Dominus Iesus”

7. Om bønnen for de afdøde

8. Reflektion efter den 11. september 2001

 

 

1. 

KRISTENDOM ...
- hvad er det??

JESUS KRISTUS
- OG DEN KATOLSKE KIRKE

-  udgivet som særtryk pinsedag 1998

 

Kristendommen er en verdensreligion. De religioner, hvis tilhænger-antal er så stort, at man på verdensplan ikke kan undgå at lægge mærke til dem, kaldes verdensreligioner.

Verdensreligionerne opdeles i religioner, der forkynder flere guder (de poly-theistiske) og  i religioner, der forkynder, at der kun findes én Gud (de mono-theistiske).

Der er tre monotheistiske verdensreligioner: Jødedom, Kristendom og Islam. Almindeligvis siger man, at jødedommen er den ældste (Abraham, ca. 2000 f. Kr.), så følger kristendommen (Jesus Kristus) og endelig, som den yngste, islam (profeten Muhammed, ca. 500 e. kr.). Dette er osse rigtigt, men alligevel: Hvis man pointerer, hvad sandt ér: at alle tre religioner har deres udspring i Abraham, og at der således kunne tales om forskellige udviklinger, kunne man postulere, at alle tre monotheistiske verdensreligioner er lige gamle.

Som nævnt bekender de tre monoteistiske verdensreligioner alle, at der fin-des kun én Gud. Jøder og muslimer nævner denne ene Gud ved navn. Jøderne taler om JHWH (Jahweh) og islam om ALLAH. Vi kristne kalder den ene Gud slet og ret: Gud, - eller, kunne vi måske sige: KRISTUS!?? Det følgende vil tjene til besvarelse af dette spørgsmål.

Kristendommen adskiller sig fra jødedom og islam netop derved, at kristendommen forkynder, at den ene Gud på et historisk tidspunkt (vor tids-regnings begyndelse), på et geografisk sted (omkring Jerusalem) er steget ned fra himlen og er blevet menneske blandt mennesker. Jøder og muslimer forkynder, at Gud henvender sig til menneskene gennem profeter. Dette anerkender osse kristendommen, men den tilføjer afgørende, til jøders forar-gelse og muslimers hovedrysten, at Gud, da tiden var inde, ikke længere sendte nogen, men kom selv, i egen høje person! Jesus fra Nazareth, som for jøder er en svindler og for islam er en stor profet, er for kristne intet mindre end Guds åbenbarelse af sig selv, Guds inkarnation af sig selv (1. kor. 1,18-25). Jesus er for kristne 'Ordet, der er blevet kød og har boet iblandt os' (Joh. 1,14), han er Guds udtrykte billede (Hebr. 1,1-4). Han er Guds oversættelse af sig selv til menneskesprog (Fil. 2,5-11). Han er Guds imødekommenhed overfor mennesker, hans model på, hvordan han havde tænkt sig mennesket, han er Guds salvede, dvs. hans udvalgte, han ér, sagt i et sammenfattende ord: Guds Kristus (Luk. 4,14-21).
Som kristne er vi fortrolige med at kalde Jesus for 'Guds Søn'. Men denne titel må ikke i første række forstås biologisk ('undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria'). Den er fremfor alt et væsensudsagn, som siger noget om, hvem Jesus ér, nemlig: 'Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af den sande Gud' (trosbekendelsen fra Nicæa). Jesus siger selv: "Dén, der har set mig, har set Faderen!" (Joh. 14,9 og 12,45) og: "Jeg og Faderen vi er ét" (Joh. 10,30).

I det relativt meget korte tidsrum, som Jesus brugte på sin forkyndelse, samlede han mennesker omkring sig. Han var fællesskabsdannende. Som overhoved for en rejsende højskole underviste han disse mennesker som elever (disciple) og lærte dem at bede 'Fader vor' (- ikke 'Fader min!'). Blandt de mange disciple udvalgte han på et tidspunkt tolv, som han gjorde til sine personlige udsendinge/repræsentanter (apostle). De tolv apostle, svarende til Israels tolv stamfædre, skulle være det ny fællesskabs stamfædre. I ét og alt skulle de, efter hans død og opstandelse, være hans stedfortrædere, tale og handle i hans navn. "Den, der hører jer, hører mig", sagde han til dem (Luk. 10,16, Matt. 10,40). Og på et andet tidspunkt: "Hvad I binder på jorden, det er bundet i himlen, og hvad I løser på jorden, det er løst i himlen!" (Matt. 18,18) og endelig: "Jeg sender jer Helligånden, som skal vejlede jer til hele sandheden!" (Joh. 16,13).

Men! Da Jesus langfredag som en forbryder døende hang på korset, droppede såvel disciple som apostle ham. Nu var de overbeviste om, at de havde taget fejl af ham. Og var Jesus ikke påskesøndag kommet dem imøde som opstanden, var det nok blevet derved. Men påskedag - således bevidner apostlene, - erfarede de, at Jesus, som var blevet myrdet på korset, var iblandt dem som opstanden, som levende: De erfarede, at alt, hvad han havde sagt, var sandt, ja meget større end de nogensinde havde troet. Han viste sig for dem, åndede på dem og sagde: "Modtag Helligånden!" Helligånden, som er Faderens og Sønnens Ånd (Joh. 20,19-23). Med ét var de 'tilbage på banen' og forkyndte dét, som de nu selv havde oplevet: "Jesus fra Nazareth, som blev korsfæstet, er opstanden fra de døde. Hán ér dén, som han påstod at være: Guds Kristus! Det bevidner vi hermed!" (Ap. G. 2,32).

De, som ved apostlenes forkyndelse kom til tro på, at Jesus er Kristus, spurgte: "Hvad skal vi gøre?" (Ap. G. 2,37-39). Apostlene svarede, hvad Jesus havde befalet dem (Matt. 28,19-20): "Lad jer døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn!" Dén, der døbes med denne dåb, kommer i orden med Gud Fader, modtager Helligånden som gave og vokser sammen med Sønnen Jesus Kristus, bliver ét med ham og med alle andre døbte! For dette har Jesus åbenbaret: At omend Gud er ét væsen, så er détte ene væsen samtidig tre personer: Faderen, Sønnen og Helligånden. Som kristne taler vi derfor om den treenige Gud, om den hellige Treenigheds mysterium. Vi bekender at Faderen er Gud, Sønnen er Gud og Helligånden er Gud: Men det er den éne og samme Gud, omend der er tale om tre forskellige personer.

Da man i dåben vokser sammen med Jesus Kristus, betyder det, at man som kristen er indgået i skæbnefællesskab med Jesus Kristus. At være kristen er altså at vide sig indviet til at leve med Kristus, til at dø med Kristus, for osse at være ét med ham i hans opstandelse (Rom. 6,3-11). Og at man bestræber sig på at leve dét liv, man har indviet sig til.

I løbet af de første par måneder efter Jesu opstandelse blev over tretusind mennesker døbt (Ap. G. 2,41). Og netop, fordi disse mennesker bekendte troen på, at Jesus er Kristus, blev de kaldt for kristne (Ap. G. 11,26b). Således begyndte kristendommen. Således begyndte kirken. Ordet 'kirke' kan oversættes ved: forsamling af troende kristne (Ap. G. 2,42).

De første, som tog imod det kristne budskab og lod sig døbe, var jøder. Og i den spæde kristne kirke var man af dén mening, at man slet ikke kunne blive kristen, hvis man ikke tilhørte dette Guds udvalgte folk, altså var jøde. Imidlertid lyttede osse ikke-jøder (hedninger) til det kristne budskab, og mange kom til tro på den opstandne Kristus. En hel del af dem blev døbte, hvilket bestemt ikke passede den store skare kristne med jødisk baggrund. Henimod år 50 truedes kirken af den første alvorlige splittelse, nemlig i en retning, som forkyndte: Kirken er kun for mennesker med jødisk baggrund, og en anden retning, som forkyndte: Kirken er for alle mennesker, der tror på Kristus, - uanset baggrund! Ihukommende Jesu opfordring og løfte til dem, samledes apostlene til kirkehistoriens første kirkemøde (koncil) for at finde en løsning på det opståede problem. Mødet udmundede i, at apostlene, ledet af Helligånden, konkluderede: Kirken er 'kath holon'! 'Kath holon' (græsk) betyder 'for alle' eller 'det hele' (Ap. G. 14,21-15,31). Koncilet fastslog altså, at kirken skulle være for alle, være almindelig, eller, sagt latinsk: at kirken skulle være katolsk!

'Katolsk' er således ikke noget særligt, tværtimod! Om man siger 'den hellige katolske kirke' eller 'den hellige almindelige kirke' er egentlig det samme.

Ordet 'katolsk' anvendes på den kristne kirke, såvel som på den kristne tro:

Kirken er katolsk, når den er 'for alle'. Den katolske kirke er for enhver, der bekender, at Jesus fra Nazareth er Guds Kristus, og som døbes ind i den, uanset race, nationalitet eller social status. Idag er der på verdensplan ca. én milliard katolikker.

Troen er katolsk, når den rummer 'det hele'. Den katolske tro er således kristentroen i sin helhed, uden mindste form for beskæring. Den katolske tro er sammenfattet i f. eks. den apostoliske trosbekendelse.

Det modsatte af katolsk er ikke protestantisk. De tre store reformatorer: Luther, Calvin og Zwingli (1500-tallet) var katolikker det meste af deres liv. Alt, hvad de vidste om kristendom, havde de fra den katolske kirke, og langt det meste af trosindholdet i den evangelisk-lutherske kirke (dermed osse den danske folkekirke), i den calvinistiske og i den zwinglianske reformerte kirke er katolsk arvegods. Derfor betragter den katolske kirke de protestantiske kirker som værende delvis katolske kirker, som den derfor naturligt ikke føler sig i modsætning til, - omend den selvfølgelig beklager splittelsen, der ikke er i Jesu ånd og som forringer det kristne vidnesbyrd (Joh. 17,20-21).

Hvad gik så tabt ved reformationen? Hvad mangler de protestantiske kirker? Lad det vigtigste blive nævnt.

1. Lære-embedet. Jesus forkyndte med autoritet og myndighed: "Sandelig siger jeg jer!". Dén kirke, som han har stiftet på apostlene og lovet Helligånden som vejleder til hele sandheden, har han overdraget at forkynde med samme autoritet og myndighed. Apostlenes efterfølgere, biskopperne, med Simon Peters efterfølger, biskoppen af Rom, - osse kaldet paven, - som den første blandt ligemænd (Matt. 16,13-19, Luk. 22,32, Joh. 21,15-17), lærer os ufejlbarligt ned gennem tiderne, hvad autentisk kristendom ér, jvf. Ap.G. 15,28: "Helligånden og vi har besluttet..." og 2. kor. 5,20: "Vi apostle er sendebud på Kristi vegne, som om Gud formaner ved os. Vi beder på Kristi vegne...!".

Med denne forståelse af læreembedet er den lutherske devise: 'Skriften alene!', naturligvis uacceptabel, sådan som iøvrigt den hellige skrift selv fastslår det, jvf. Joh. 20,30 og 21,25. Det ny testamente er, ved Helligånden, den katolske kirkes produkt. Jesus har aldrig givet ordre til nedskrivning. Kirken har skrevet, redigeret og udgivet. Og det ny testamente som sådan ligger først færdigt henimod år 400. Indtil da har kirken levet lykkeligt uden.

2. Sakramenterne. Mens læreembedet henvender sig til alle, - for den enkeltes skyld, henvender sakramenterne sig til den enkelte, - for alles skyld. Sakramenterne er kirkens meddelelse af Guds nåde efter Kristi løfte. Den katolske kirke optæller syv sakramenter. Dåben åbner adgang til de øvrige seks, som er nadveren, konfirmationen, syndsforladelsen, syge-salvelsen, ægteskabet og præstevielsen.

Med henblik på nadveren har kirken altid taget Jesu ord for pålydende: "Dette ér mit legeme, dette ér mit blod". Brød og vin forvandles i messen til Jesus Kristus selv og hans offer aktualiseres. De troende modtager nadveren for selv at blive forvandlet i lighed med Kristus, jvf. devisen: 'Du bli'r, hvad du spiser'. Efter nadveren er Kristus fortsat tilstede i det tiloversblevne forvandlede brød, som opbevares i kirken i det såkaldte tabernakel-skab, i hvis nærhed en rød lampe brænder og indbyder enhver tilstedeværende til tilbedelse.

3. Forståelse af de helliges samfund. Alle døbte udgør én stor familie, uanset om de lever her på jorden eller allerede er blevet kaldt hjem til livet hos Gud. Som kristen tror man jo på 'menneskets opstandelse, på det evige liv'. Hvis man er i samfund med hinanden, kommunikerer man naturligt med hinanden. Katolikker kommunikerer ikke kun med hérlevende, de anråber osse dém, som Gud forud for os har kaldt hjem til sig: Jomfru Maria, den hellige Josef, de hellige apostle, ja, alle helgener, der har levet på jorden ned igennem historien. Man beder til dem. Men man tilbeder dem naturligvis ikke. For kun Gud er tilbedelsesværdig, al den stund, at han alene er Gud (Luk. 4,8).

Yderligere oplysninger om den kristne tro og den katolske kirke kan indhentes i enhver katolsk præstegård.

 

 

 

2. 

KONVERTITTER....?
HVAD ER DET???

- bragt i "katolsk orientering" nr. 10, 29. maj 1996  - og siden  i  "kristeligt dagblad"  07. april 1998,

 udgivet som særtryk pinsedag 1998

 

Som romersk-katolsk sognepræst, der, - i skrivende stund, - gennem 14 år som præst har optaget ca. 70 mennesker i den katolske kirke og forberedt 5, som andre præster har optaget, er jeg blevet mere og mere forsigtig med brugen af termen "konvertitter". Traditionelt har denne term næsten udelukkende været anvendt på mennesker, der i sin tid blev kristne ved (barne)-dåb i folkekirken, og som senere "går over" til den romersk-katolske kirke. Og i mange menneskers opfattelse er en sådan konvertion et yderst alvorligt skridt. Man har en fornemmelse af, at de, der "konverterer", antager en ny religion.

Lad os indledningsvis se på ordet "konvertere". At "konvertere" betyder: "at omvende sig". Som kristen kan man således konvertere til f. eks. islam eller jødedom. Gør man dét, omvender man sig jo radikalt, idet man vender dén Kristus ryggen, som man i dåben har sagt 'ja' til. Men jeg mener, at det er ukorrekt at tale om, at døbte mennesker konverterer til den katolske kirke, al den stund, at enhver, som gyldigt døbes med den kristne dåb, indpodes i Kristus, vokser sammen med ham, bliver hans legeme og dermed en del af hans kirke, som nu snart er 2000 år gammel og som i sit væsen er katolsk, dvs. almindelig. Sålangt tilbage som år ca. 110 e. Kr. skriver biskop Ignatius af Antiochia: "Hvor Jesus Kristus ér, dér er også den katolske kirke". Det er katolsk lære, at den katolske kirke er nærværende osse udenfor den synlige romersk-katolske kirke. Det andet vatikankoncil (dokumentet "Lumen gentium") beskriver døbte kristnes forskellige henordning til kirken. Udfra denne katolske selvforståelse kan en protestant ikke konvertere til den katolske kirke. Allerede i sin dåb konverterede protestanten til Kristus og dermed til kirken. Dèt, den pågældende nu ønsker, ér, - siger den katolske kirke, - at fortsætte ad dén vej, som han i sin dåb er slået ind på, at tage skridtet fuldtud. Derfor taler den katolske kirkes ny optagelses-ritual (1975) ikke, - som det gamle, - om "Konvertitters optagelse" (Salme- og bønnebog, 1961, nr. 505), men om "Optagelse i kirkens fuldstændige fællesskab". Denne nyformulering lader os forstå, at den katolske kirke opfatter enhver døbt som medlem af den katolske kirkes delvise fællesskab og derfor på en måde som allerede katolik, - uanset om vedkommende er sig det bevidst eller ej.

Vi skal vænne os til at bruge ordet "konvertere" med større nøjagtighed. Ordet kan med stor ret anvendes i intern betydning. At konvertere betyder som nævnt " at omvende sig". Til omvendelse tilbage til Kristus er alle kristne kaldede, når de relativerer deres dåbspagt: Alle, - osse Simon Peter og hans pavelige efterfølgere, - må i dén forstand betragtes som konvertitter, jævnfør Jesu ord til Simon: "Når du engang omvender dig.....". (Luk. 22,32). Men vi har som nævnt, - bortset fra EDB-verdenen, som konverterer tekster fra ét program til et andet, - i praksis bibeholdt ordet til definition af en døbt person fra dette eller hint kristne trossamfund, som lader sig "optage" i den romersk-katolske kirke. Og det er forkert, for man antager ikke en ny religion.

Lad mig citere pastor Per Dolmer, som tidligere har været præst i folkekirken og nu er præst i den katolske kirke. Han har for nogle år siden i en fin artikel i bladet "katolsk orientering" skrevet: "Jeg, der er gået fra folkekirken til den katolske kirke, har erfaret, at intet af dét, jeg tidligere havde troet, hele min barnetro m. v., er gået tabt. Alt blev bevaret. Men det var brudstykker af troen, udsnit af troen, som nu kom på plads i dén helhed, hvor de hørte til. Derfor er mit forhold til folkekirken grundlæggende positivt. I dén er jeg døbt og i dén er jeg vokset op som et kristent menneske. I folkekirkens tro genkender jeg store dele af den katolske tro".

Jeg fornemmer, at den katolske kirke, ganske særligt efter sidste koncil, har lært at glæde sig over de protestantiske kirker af idag, fordi den dér genfinder så megen overleveret sand kristendom; kristendom, som er arvegods fra den katolske kirke. Jeg fornemmer, at den derfor mere og mere arbejder sig væk fra at betragte kristne i disse kirkesamfund som stående udenfor den katolske kirke, - ydermere, fordi de fleste protestanter af idag ikke er protestanter i protest mod den katolske kirke, men ér det, fordi de, ligesom alle andre mennesker, er født ind i en historisk og geografisk sammenhæng, som har været bestemmende. Signora Guastella har ikke bedt om at blive katolik. Hun ér det, fordi hun er født på Sicilien. Fru Hansen har ikke bedt om at blive protestant. Hun ér det, fordi hun er født i Søndre Snydelse, - efter 1536! Det kan hun ikke gøre for!

Når et døbt menneske fra folkekirken kommer til mig som katolsk sognepræst og siger: "Jeg vil gerne være katolik", svarer jeg spontant vedkommende: "Dét er du allerede i kraft af din dåb!". Hvis vedkommende så fremturer og anfører, at han/hun ønsker, ikke længere at være delvist, men fuldstændigt medlem af den katolske kirke og derfor gerne vil optages i den romersk-katolske kirkes fuldstændige fællesskab, så anfører jeg, at det er katolsk lære og praksis, at man til fuldstændig indlemmelse i kirken skal modtage de tre såkaldte initiations-sakramenter: dåb, firmelse og nadver, og at vedkommende døbte således mangler at modtage de to sidstnævnte, idet den katolske kirke jo som bekendt ikke har nadverfælleskab med de protestantiske kirker. For at kunne modtage disse sakramenter må man, ligesom barnedøbte katolikker, forberedes, - gerne gennem mindst et år. Samtidig med, at man naturligvis indøver ufravigelig katolsk praksis: at man som katolik går til messe om søndagen. Ved modtagelse af den første hellige kommunion (nadveren) og firmelsens sakramente, - på linje med andre barne-døbte katolikker, - vokser man stille og roligt ind i kirkens fuldstændige fællesskab. I forbindelse med selve optagelsen understreger ritual-instruksen iøvrigt med et ord fra apostlenes gerninger, at man "kun skal gøre, hvad der er nødvendigt og ikke pålægge nogen noget udover det nødvendige!" (15,28).

Ikke overraskende, omend beklageligt, viser erfaringen den optagende præst, at skuffelser ikke udebliver. Ligesom vi i menighederne oplever, at barnedøbte, kommunicerede og firmede katolikker "falder fra", oplever vi det samme med senere optagne, - af og til endda med dém, der under og efter indførelsesprocessen var de mest begejstrede.

I de første kristne menigheder skelnede man problematisk mellem jødekristne og hedningekristne, og i lang tid har vi i vore katolske menigheder skelnet mellem "konvertitter" og såkaldte "fødte" katolikker. Sidstnævnte undervist på lavere plan som børn. Førstnævnte undervist på højere plan som voksne og med modtaget personlig omsorg gennem længere tid. Efter sidste koncil er det vist på tide, at vi i den katolske kirke stille og roligt afvikler denne forskel på gyldigt døbte.

 

 

 

3.

OM MESSEN

- den katolske kirkes hovedgudstjeneste

- bragt i "katolsk sogneblad slagelse-kalundborg-holbæk" forår 1999, - samtidig udgivet som særtryk

 

Hver søndag kirkeåret igennem er en lille påskedag. Vi holder jo netop søndagen som helligdag, fordi, - som Ingemann siger det i én af sine salmer: "Det var en søndag morgen skøn vor Frelser stod op af graven!".

Søndagens uundværlige højdepunkt er deltagelse i den hellige messe, fordi det netop er dér, hele påskemysteriet aktualiseres. Derfor skal den forestående påskefest være anledning til, at jeg skriver lidt om messens mysterium.

Hvilken privat bøn, hvilken meditation, hvilken samtale med Gud er at sammenligne med den Gudsnærhed, som Kristus bringer os, når vi er méd ved fejringen af den hellige messe? Godt nok taler Kristus om personlig bøn, når han opfordrer os til et gå ind i vort lønkammer og dér bede til Gud. Men han har så sandelig også sagt: "Hvor to eller tre (minimum af fællesskab) er samlede i mit navn, dér er jeg til stede midt iblandt dem!" Og det vár i et fællesskab, at han, aftenen før sin lidelse og død, da han for sidste gang spiste sammen med sine apostle, tog brød og vin og sagde "Dette er mit legeme, dette er mit blod, som hengives for jer". (Dette er mit legeme = det er mig, dette er mit blod, som hengives for jer = og jeg sætter ingen grænser, selv om min given-mig-selv kos-ter mig livet) Og konkluderede: "Sådan skal I gøre, når I fejrer mig!" (til min ihukommelse = til aktualisering af mig!)

Samvær har altid og i alle kulturer været underlagt former, som er nødvendige, for at samværet kan fungere. Man må f. eks. vide, at hvis én rækker hånden hen mod mig, skal jeg tage imod den, og at denne ceremoni på vore breddegrader er en hilsen, som bruges, når man mødes og når man skilles. Jeg skal f. eks. vide, at hvis en nikker med hovedet, betyder det ja, hvis en ryster på hovedet betyder det nej. Umiddelbart er det jo ikke indlysende. Det samme gælder for ceremonierne omkring fejringen af den hellige messe. Den liturgiske ramme er fuld af betydningsrige gester, som man må tilegne sig, da disse heller ikke uden videre er indlysende. Men det bli'r de, når man først har lært dem at kende.

Når vi som døbte (og firmede) fejrer den hellige messe, fejrer vi, - demonstrerer vi, - vort fællesskab (communio): Fælleskab med Kristus og, lige så vigtigt: Fællesskab med hinanden. Husk: Jesus har ikke lært os at bede "Fader min", derimod "Fader vor".

For at vor fællesskabs-fejring, vor 'demonstration', ikke skal være en løgn, er vi nødt til, straks ved messens begyndelse, at tage afstand fra alt, hvad der siden sidste fejring af messen har skilt os fra Kristus og skilt os fra hinanden, tage afstand fra dét, der har ødelagt vores "communio". Præsten, som 'i Kristi person' leder fejringen af messen, har taget plads ved sin leder-stol. Han opfordrer os til, overfor Gud og overfor for hinanden at bekende, at vi ofte har undladt det gode, ja måske endda gjort det onde......Vi beder Gud og hinanden om tilgivelse, for først når disse adskillelser er ryddet af vejen, kan Kristus holde sit indtog i vor midte. Med vor lovsang hilser vi ham velkommen og tager imod ham som det gamle Jerusalem gjorde det, da han hin palmesøndag holdt sit indtog i byen I vor forsamling er han nu reelt til stede, som han er tilstede i hver enkelt af os. Nu ér vi virkelig hans legeme.

Når ordet forkyndes fra læsepulten (og intet andet end Guds ord, - og eventuelt udlægningen af det, - skal forkyndes fra læsepulten, der er at betragte som 'Guds mund'), udvirker han på én eller anden måde dét, der forkyndes, for Guds ord er et dynamisk ord, der udvirker, hvad det udsiger. Tænk på skabelsen: Og Gud sagde: Der blive lys! Og der blev lys! Gud er tilstede og virksom i sit ord.

Når præsten går frem til altret, stiller han brød og vin parat. Brødet og vinen forvandles til Kristi legeme og blod. Kristus bliver på særlig måde nærværende i nadverelementerne, og Kristus overtager så at sige vor bøn. Nu er det ikke os, der beder. Nej. Kristus ér dén, der beder til Gud Fader og takker ham. Han beder og takker nøjagtig, som han gjorde det hin skærtorsdag, da han sad til bords med sine apostle. Vi, der er samlede omkring ham, og gennem dåb og firmelse er blevet ét med ham, 'dækker os ind' under hans bøn og oplever, hvorledes alt finder sted "ved ham og med ham og i ham". Og at vores eneste indsats faktisk kun bliver at sige 'ja og amen!' til denne Kristi takkebøn til Faderen. De senere år har vi i højmessen sunget det afsluttende 'Amen' tre gange. Det er genialt! Det er virkelig det store 'ja og amen'.

Jøderne lærte, at et offerdyr var dødt, når alt blodet var løbet fra kødet. Hvad oplever vi i messen? At Kristi legeme og blod, - adskilt i hver sit kar, - løftes op mod himlen. Hvad erkender vi?: At vi står under korset og oplever Jesu død.! Som vi for et øjeblik siden var méd ved Jesu skærtorsdagsbøn i nadversalen, således er vi nu med ved korsfæstelsen langfredag på Golgata. Vi er vidne til Kristi frembærelse af sit offer til Faderen, og vi medinddrages i dette offer. Nu forstår vi, hvorfor messen ikke fejres på et almindeligt spise-bord, men på et alter-bord: 'alter', fordi det drejer sig om et offer, 'bord', fordi det osse drejer sig om et måltid.

Når 'Fadervor', Herrens bøn, er bedt, og brødet senere brydes, er det blevet påskedag, og vi er méd i Emmaus. Nu genkender vi med de to disciple den kors-fæstede Jesus som den levende, som den opstandne. Og vi ser i det brudte brød de samme sårmærker, som apostlen Thomas så, da han hin første hvidesøndag havde tabt troen på Jesus, men alligevel deltog i de øvrige apostles koncele-brerede søndagsmesse. - Omend vi ikke er værdige, spiser vi méd ved hans bord, hvor han er såvel vært som føde. Vi er méd ved Genesareth sø, hvor den opstandne siger til os: "Kom nu og få noget at spise!". Og ingen spørger ham: "Hvem er du?", fordi vi véd, at det er Herren. Intet menneske kan leve uden mad og drikke. Og at vi mennesker ikke virkeligt kan leve uden Jesus, har han vel villet vise os ved at gøre sig selv til spise og drikke. Han gi'r os sig selv, for at vi kan forvandles, ligedannes med ham. Siger ikke den moderne spisekampagne: "Du bli'r, hvad du spiser!". Paulus siger det ligeså enkelt: "Ikke længere jeg le-ver, men Kristus lever i mig!". Ingemann siger det mere poetisk i sin salme "Den store Mester", hvor det hedder: "Det øjeblik Han (Kristus) venter og agter kærlig på, da klarlig hans eget billed vil dybt i sølvspejlet (menneskehjertet) stå. Og har i hjertedybet sit billed klart han set, da glædes den høje Mester, da er hans gerning alt sket!". Den vigtigste forvandling i messen er jo menighedens forvandling. Vi, som spiser af det samme brød og drikker af den samme kalk, knyttes endnu tættere sammen. Som menighed bliver vi i ordets bedste forstand en sammenspist gruppe.

Med Guds velsignelse sendes vi sluttelig ud i mission, en lille smule mere ligedannede med Kristus, end vi var det, da vi kom ind. Vi sendes ud i verden som en del af Kristus, som Kristi legeme, som Kristus-bærere, for, - som Paulus udtrykker det, - at give videre, hvad vi selv har modtaget.

Er det ikke fantastisk, hvilket fortættet Kristus-møde vi drages ind i i hver hellig messe? Hele påskemysteriet aktualiseres for vore øjne: Jesus holder sit palmesøndags-indtog hos os. Han be'r sin skærtorsdags-takkebøn i vor midte, for vore øjne lider han sin langfredagsdød. Som Emmausdisciplene oplever vi ham som den opstandne, og vi er méd ved Genesareth sø, hvor han, den opstandne, indbyder os til sit måltid I messens drama udvirker Helligånden, at vi gennem ordet som forkyndes, gennem sakramentet, som fejres og konsumeres, ligedannes med ham, som vi fejrer. Og at vort fællesskab med hinanden intensiveres.

Jesus er sand Gud og sandt menneske. Ser vi på ham som menneske, forløste han os i Jerusalem og ikke i København. Og han gjorde det omkring år 33 og ikke omkring år 2000. Som menneske på jorden var han bundet af tid og sted. Men Jesus er ikke kun menneske. Han er osse Gud. Og Gud er ikke bundet af tid og sted. Fordi Jesus er Gud, har dét, han dengang gjorde, evighedsværdi over hele jorden. Messen er altså ikke en gentagelse af, hvad der dengang skete. Nej. Når messen fejres, trækkes det tidløse ind i tiden og det stedløse bindes til et sted. Således kan man tale om, at messen er en aktualisering af Jesu påskemysterium. Dette mysterium bli'r aktuelt, bliver håndgribelig virkelighed på dét sted og på dét tidspunkt messen fejres.

Er det til at forstå, at der findes katolikker, der mener, at de ligesågodt kan bede privat hjemme, som at gå til messen i kirken? Er det til at forstå, at folk kan finde på at se på uret under messen? Er det til at forstå, at ansvarlige for messens fejring kan finde på at jappe den igennem og ingen krav stille til den liturgiske udførelse? Det kan kun forklares ved, at de ikke aner, - eller har glemt, - hvilken perle messen ér. Hvad Kristus hér gør for os! Året igennem!

 

 

 

4.

OM KIRKERUMMETS INDRETNING

- bragt i "katolsk sogneblad slagelse-kalundborg-holbæk" sommeren 1999, - samtidig udgivet som særtryk

 

En reflektion over indretningen af kirkerummet: dét rum, hvor messen normalt fejres,

og i relation hertil  reflektion over de liturgiske fornyelser, som blev bestemt på det andet vatikanerkoncil.

 

LITURGISK FORNYELSE

- som var ét af de emner, der var på programmet under det andet Vatikankoncil. Der blev arbejdet seriøst med emnet og konkluderet i konstitutionen om liturgien. Vi må imidlertid nok se i øjnene, at den ønskede liturgi-fornyelse i det store og hele er løbet ud i sandet. En fornyet forståelse af messen ville automatisk være at aflæse på den måde, som man indretter nye kirkerum på, - eller restaurerer gamle. Når man kikker på de nyeste katolske kirkebyggerier i Danmark, bliver man nødt til at indrømme, at der har bygget uden nytænkning, uden påvirkning af dét, koncilet egentlig ville opnå.

Den liturgiske fornyelse er nemlig ikke gennemført véd, at liturgien fejres på landets modersmål, og at man har skubbet alterbordet et par meter frem i koret og placeret den celebrerende præst med front mod menigheden. Når man samtidig har ladet alt andet forblive ved det gamle, - som forøvrigt slet ikke er så gammelt endda.

Det var nemlig modreformationens muligvis nødvendige overbetoning af Jesu nærvær i de konsekrerede nadverelementer, der afgørende førte til en undervurdering af Jesu nærvær i menighedens forsamling og i det forkyndte Guds Ord. Og altrets og celebrantens 'omvendelse' har åbenbart ikke været nok til at befordre en fornyet forståelse, når menighedens fællesskab stadig overlades til en stole-bænke-opstilling, der mere minder om buskørsel med chauffør, og når ambonen (læsepulten) og sedilia (celebrantens stol) stadig vilkårligt placeres, hvor der nu måtte være plads i korrummet (på scenen?), - ét eller andet sted, - 'pænt' ude i siden.

Sognepræsten i Århus, jesuit-pater Adolf Meister, er en mand med mange talenter. Han er en gudbenådet maler, en kunstner, og en mand med forstand på liturgi. Biskoppen har sidste år udnævnt en kommission, der skal være medansvarlig for bispedømmets sakrale bygninger. Kommissionen består af seks medlemmer, bl. a. pater Meister og undertegnede.

Pater Meister havde inviteret de øvrige kommissionsmedlemmer til Århus for at se, hvorledes han/man havde indrettet kirken dér, den store, ny-gotiske Vor Frue Kirke (fra 1880), så den, så godt som muligt, kunne leve op til de idealer, som det andet Vatikankoncil har opstillet for fejring af liturgien.

Jeg tog den 1. maj 1999 til Århus med skepsis. For jeg véd, at pater Meister er en mand med talrige indfald, og en mand, der normalt osse fører de indfald, han får, ud i livet. "Ét indfald mere eller mindre!", - tænkte jeg. Men jeg havde ikke været i den nyindrettede Vor Frue Kirke længere end et par minutter, før jeg var blevet overbevist. Uanset, om jeg havde lyst eller ej, måtte jeg overgive mig og indrømme, ja, faktisk bekende, at dét, jeg blev præsenteret for, var optimalt, når det drejer sig om at indrette en førkonciliær kirkebygning til at imødekomme de liturgiske idealer, som det sidste koncil har opstillet.

Hvad er så det nye/gamle, som det sidste koncil m. h. t. messens liturgi har genopdaget og nybetonet? Det er kort sagt, at hele messen er realpræsens!!!:

 At Jesus Kristus, i kraft af Helligånden, reelt er til stede fra messens begyndelse til dens slutning, - altså ikke først efter forvandlingen.

At Jesus er konkret tilstede:

 

1. - i menighedens fællesskab/forsamling:

"Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, der ér jeg tilstede midt iblandt dem", siger Jesus. (Matt. 18,20).

Kan vi virkelig manifestere os som et fejrende fællesskab, når vi i kirkerummet bliver placeret, som om det drejede sig om buskørsel eller teaterbesøg? Hvor dén, der er foran én, sidder med ryggen mod én, og dén, der er bagved én og puster én i nakken, forbliver anonym, fordi man véd, at det under messen ikke er 'pænt' at dreje sig om??

 

2. - i ordet som forkyndes:

"Mit ord, som udgår fra min mund, vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde", siger Gud hos profeten Esajas (55,11).

Jesus er tilstede i ordet, som forkyndes! Ordets tjeneste og bordets tjeneste er to ligeværdige poler i liturgien. Bringes dette til udtryk, når altret placeres centralt, mens amboen ('Guds mund'), der nogle steder udgøres af et avanceret, mobilt nodestativ, placeres ude til siden?? Og lektor, der lægger mund til Guds forkyndelse af sit Ord, står med ryggen til de gejstlige og de øvrige personer (koncelebranter, ministranter m. m.) som opholder sig i koret, - som om de ikke behøver at konfronteres med forkyndelsen??

 

3. - i det eukaristiske offer og måltid på alterbordet:

"Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød er vi alle ét legeme, skønt vi er mange, for alle har vi del i det ene brød!" (1. kor. 10,16-17)

Er det fællesskab omkring alterbordet, når dette alterbord, omend det som tidligere nævnt er rykket et par meter frem, stadigvæk er opstillet på en 'scene' i den ene side af festsalen og danner dén barriere mellem præst/ministranter og menighed, (aktører og publikum), som kommunionsbænken tidligere udgjorde??

 

Hvad så jeg i Århus?:

Et gudstjenesterum, hvor et menighedsfællesskab muliggøres af en ellipseformet stoleopstilling, og hvor præsten, der 'in persona Christi' er eukaristiens leder, er placeret i ellipsens midterakse, - med døbefont og påskelys i ellipsens midterpunkt: "Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, er jeg tilstede midt iblandt dem"

I ellipsens to brændpunkter, og således samtidig i midteraksen, er henholdsvis alter og ambo placeret. Således fremgår det soleklart, at ordets og bordets liturgi virkelig er to ligeværdige størrelser.

Når ordet forkyndes i ellipsens ene brændpunkt, vender lektor front mod såvel menighed som gejstlighed. Ved bordets tjeneste i ellipsens andet brændpunkt, vender præsten front mod menigheden, som han selv og altertjenerne allerede ér en del af.

Og hvad så jeg derefter i Aalborg?

En smuk, nyrestaureret Skt. Mariæ kirke,  hvor alt inventar, trods den gennemgribende restaurering, stadigt er placeret 'traditionelt' (traditionelt betyder her: sådan, som man har gjort det gennem de sidste 400 år af kirkehistorien). Kirken, der er en rundkirke, og som forøvrigt er tegnet af samme arkitekt som Vor Frue Kirke i Slagelse (Johannes Buckkremer, daværende domarkitekt i Aachen), ville være eminent at indrette til den fornyede liturgi, men chancen var uudnyttet. Hele det dejlige, ottekantede rum er stadig opfyldt af stive bænkerækker, og ordet og bordet 'forvist' til 'scenen' i et kor-kapel uden for oktogonen. Oplevelsen var grel oven på Århus.

Hvad skete der søndagen efter på Vestsjælland?

Tilbage på Vestsjælland forestod jeg, som hver søndag, messerne i Slagelse og Kalundborg. Men hvad hjertet er fuldt af, løber munden m. m. over med. Jeg fortalte menighederne om lørdagens oplevelser. Under messen i Kalundborg blev jeg mere og mere distræt. "Alle 'møblerne' her er mobile", tænkte jeg, "hvorfor ikke lave en liturgi-venlig opstilling?" Jeg kunne pludselig næsten ikke holde ud at se på inventaret, som det stod. Straks efter messens afslutning spurgte jeg MR-formanden: "Hvad siger du til, at jeg laver en prøveopstilling a-la dét, jeg lige har fortalt om?". "Ja, hvorfor ikke?", svarede hun. En halv time efter var den lille, kvadratiske Skt. Mariæ kirke, ved ministranters og gæste-filippineres hjælp og armkræfter, nyindrettet efter Århus-modellen, - som iøvrigt har masser af paralleler i det sydlige udland. Nedenstående grundplan af Skt. Mariæ Kirke i Kalundborg viser, hvilke ændringer der har fundet sted.

I tekst-redigerende stund, marts 2001 har opstillingen fungeret i snart 2 år. Til såvel præstens som menighedens store glæde.

Grundplan.jpg (47157 bytes)

 

 

 

5.

 

OM AFLAD!

HVAD ER AFLAD??

 

- bragt i "katolsk sogneblad slagelse-kalundborg-holbæk" efterår  2000

 

Her skal siges lidt om, hvad aflad. ér og hvad det ikke ér. Det er ikke en afhandling, som egner sig til 'Teologisk Tidsskrift for Viderekomne'. En enkel, måske forenklet, fremstilling kommer her:

 

Lad mig gå ligepå og hårdt. Måske for hårdt. Jeg går nemlig ind i familen Hansens hjem og myrder på stedet hr. Hansen!  Men bagefter angrer jeg vir­kelig den svære synd, som jeg har begået. Jeg øn­sker syndsforladelse, øn­sker, at Gud vil tilgive mig min synd, hvorfor jeg går til skrifte. Som katolik véd jeg jo, at en svær synd ikke kan tilgives uden gennem et skriftemål. Overfor skrifte­faderen gør jeg det klart, at jeg virkelig angrer, og at det er mit faste fortsæt, at noget lignende aldrig mere skal finde sted. Og da Gud ikke ønsker synde­rens død, men at han skal omvende sig og leve, tilsiger præsten mig synder­nes forladelse og viser mig således, at Gud gi'r mig sin tilgivelse ufor­tjent, - af ren og skær nåde. Boden, jeg bli'r pålagt og derefter udfører, er ikke en slags 'betaling' for syndsforladelsen, men, kunne man sige, en ånde­lig gave, som jeg gi'r Gud af kærlighed til ham, i glæde og for­undring over, at han igen og igen tilgi'r mig mine synder. Gud lægger denne gave i kirkens åndelige skatkammer og stiller den således til kirkens dispo­sition.  I skriftemålet udsones jeg med Gud, -  fuldt og helt.

Lad os nu forestille os, at jeg efter skrifte­målet gik hen til hr. Hansens enke og sagde til hende: "Hurra!! Gud har tilgivet mig min synd, den er ude af verden, så jeg er ikke ked af det mere!" Mon ikke, at hun så ville sige: "Det kan godt være, at Gud har tilgivet dig. Men det jeg har ikke! Og dét må du leve med!"  Altså: Selv efter Guds tilgivelse er der noget, som forbli'r. Den forvoldte skade er tilgivet af Gud, men følgerne af den er bestemt ikke ryddet af vejen. Det er jo ikke sådan, at hr. Han­sen, samtidig med at jeg får synds­forladelsen, vender tilbage til dette liv. Og selvom jeg har været til skrifte og er blevet tilgivet af Gud, er fru Hansen (og hele den øvrige Han­senske fami­lie) stadig me­get vrede på mig. Guds tilgivelse ér, fordi jeg angrer og har det gode for­sæt, via præsten i skriftesto­len, af nåde givet mig kvit og frit. Men fru Han­sen har ikke tilgi­vet mig. Måske gør hun det, men det er op til hende. Og hvis hun gør det, er det hende, der sætter betingelserne.

Nu vil jeg sammenligne fru Hansen med kirken. Når jeg som kristen handler, har det altid indvirk­ning på kirken som helhed, kirken, som jeg via min dåb er blevet en del af. Omkring Allehelgen syn­ger vi i salmen "Jeg tror på de helliges samfund", at dette samfund er "et broderskab, ej blot af navn!" Videre hedder det: "Når én er i kvide, må alle de lide! Kan én overvinde vor ældgamle fjende, det kommer dem alle til gavn!".  Sagt ligeud: Det gode jeg gør, gavner hele kirken, og det onde, jeg gør, skader hele kirken og dens om­dømme, - osse om det måtte være nok så lidt. Jævnfør loven om for­bundne kar, der lærer mig, at hvis jeg spytter i havnen i Korsør, stiger vandet i New York, - osse om det er nok så lidt. 

Når jeg begår en svær synd, belaster jeg, ødelægger jeg mit forhold til Gud Det ødelagte repareres, udbedres gennem bodens sakramente, gennem skrif­temålet, hvor Gud tilgi­ver mig og fører mig til­bage i 'nådens stand'.  Men jeg har med min svære synd osse skadet bestemte personer og skadet hele kir­ken. Gjort kirken mindre tro­værdig. Kan dette for­hold udbedres? Vil kirken, min ån­delige familie, som jeg har skadet, hjælpe mig, måske tilgive mig?

Ja, det vil den, og det er denne hjælp, vi kalder aflad. Aflad kan altid ’vindes’ (= opnås), men det sker igen og igen, at kirken i lutter glæde over ét eller andet, stor­hjer­tet øser ud af denne sin hjælp, tilbyder os dét, den kalder en fuld­kommen aflad. Kirken kan øse ud, fordi Kristus har givet den magt til at binde og løse. Og den har virkelig no­get at øse af, idet alt dét gode, Kristus ved sit liv og sin død har gjort for os, alt det gode, som kirkens medlemmer har gjort op gennem tiderne, findes ophobet i kirkens åndelige skatkammer.

I det hellige år 2000 f. eks glædede kirken sig næsten ubehersket vildt over 2000-året for Jesu Kristi fødsel. Den åbnede i dén an­ledning ikke kun de hellige porte i Rom. I ægte fødselsdagshumør  luk­kede den frem for alt portene til det åndelige skatkam­mer op på vid gab for at overdynge alle de ska­der, vore synder har forvoldt, med en strøm af nådega­ver, - men! Den holdt og holder trods alt hove­det koldt og stiller sine betingelser, hvad den med rette kan gøre, da det jo handler om en sag mellem den en­kelte tro­ende og den øvrige kirke.

En hovedbetingelse for at vinde aflad er altid, at man udsoner sig med Gud gennem bodens sakra­mente, gen­nem et skrifte­mål. At gå til skrifte er altså en ufravigelig grund­betingelse. Osse, at man modtager den hellige kommunion og beder i pavens intention. Hertil kommer så udførelsen af forskel­ligt, hvor noget er generelt og andet kan skifte fra gang til gang. I jubilæumsåret 1533 (1500-året for Kristi død og opstandelse) var én af mulig­hederne en pengegave til den ny Peterskirkes opfø­relse, - helt igen­nem legitimt, (det var det datidige reklame­fremstød, der var noget galt med; de lo­vede mere, end de kunne holde!).  I det hellige år 2000 drejede det sig om forskellige andagtsøvelser, som nærmest kata­logmæssigt var opstillet af biskoppen.

Obs eller Bilka ville på forsiden af deres reklameblad udtrykke det således: 'Vi fejrer fødselsdag og har i den an­ledning aflad af højeste kvalitet som fød­selsdagstilbud!'

Lidt 'pænere' kunne man sige: Kirken tilbyder os en nådestrøm af hjælp for at afhjælpe den skade, vi har forvoldt gennem vore (af Gud tilgivne) synder; skader, som vi lider under her og nu. For at vi ikke bare skal 'nasse' på kirkens ån­delige skatte, pålægges det os, hvis vi siger ja-tak til afladstilbud­det, -  at vise vor gode vilje ved gennem denne eller hin andagtsøvelse at lægge bare et minimum af godt i samme åndelige skat­kam­mer, næsten ud fra devisen: 'Betal for én og ta' halvtreds!'

At vi muligvis ikke 'føler' afladens virkning, er ikke ensbety­dende med, at den ikke er virksom. Vi føler jo heller ikke altid til fulde den skade, vi forvolder ved vor synd. 

 

 

 

 

6.

 

UDENFOR KIRKEN INGEN FRELSE!

Kommentar til Vatikanets dokument ’Dominus Iesus’ af 06. aug. 2000

 

- bragt i "katolsk sogneblad slagelse-kalundborg-holbæk" jul/ nytår 2000-2001

og siden som kronik i "kristeligt dagblad" 12. februar 2001

 

I dokumentet "Dominus Jesus", som Vatikanet har udsendt i efteråret 2000, understreges den katol­ske kirkes særstilling blandt alle øv­rige kristne kirkesamfund.  Det er ikke noget nyt! Dokumentet, ud­sendt til den katolske kirkes biskopper, understreger kun dét, som 2. Vatikan­koncil besluttede at formu­lere om kirken: om den katol­ske kirke og de andre kirkesamfund, om de forskellige kirkesam­funds for­skellige henordning til moderkir­ken. Sagt på dansk ser den katolske kirke således på sagen: Kristus har stiftet én kirke, og derfor ér der strengt taget kun denne ene kirke. Den er for alle, som tror på, at Jesus fra Betlehem/Nazareth er Guds Kristus, som er blevet menneske. For alle' om­skrives lidt dårligt med ordet 'almindelig'. 'Den hellige katol­ske kirke', eller 'den hellige almindelige kirke' er altså strengt taget det samme! Det er et spørgsmål, om der tales græsk/latin eller dansk. Når det om den katolske kirke siges, at den er katolsk eller almindelig, så er det i første række ikke et navn, den tillægges, men en kvalitet ved den, der udtrykkes. Den kirke, Kristus har stiftet, ér katolsk! Kirken er katolsk, når den er for alle, der tror på Jesus som Kristus, troen er katolsk, når den rummer kristen­troen i hele sin fylde. Alle kirkesamfund har del i det katolske, fordi de er 'udløbere' af den oprinde­lige ka­tolske kirke og derfor slet ikke ville eksi­stere, hvis denne katolske kirke ikke forud havde væ­ret der. Jo mere den katolske tro, altså  hele kristentroen, er tilstede i de enkelte kirkesamfund, des stærkere tilknyttet den katolske kirke ér de, jo mindre af troens fylde, disse samfund har bevaret, des svagere er de tilknyttet den katolske kirke.

 

Der er en sætning i dokumentet, som i visse protestantiske kredse har bragt sindene i kog. Nemlig den gode, gamle læresætning: "Udenfor kirken in­gen frelse!" Denne formulering, der går tilbage til kirkefædrene Origenes og Cyprian, som levede i første halvdel af 200-tallet, og som er gentaget af flere konciler,  holder den katolske kirke vedvarende for sand, for den fastslår ikke den ene dag en trossandhed, som den dagen efter kalder tilbage. Spørgsmålet ér imidlertid, hvordan sætnin­gen/udsagnet skal forstås? Hvad forstår kirken ved 'kirken'? Er det alene den synlige romersk-katol­ske kirke? Hvad forstås ved 'frelse'? Er det alene frelse efter døden??

Kirken har sit udspring i Kristus. Uden Kristus ingen kirke. Kristus er 'kirkens hovedhjørnesten'. Såle­des kunne man som første skridt i sine overvejelser omformulere omtalte sætning og sige: "Udenom Kristus ingen frelse!" Dette må enhver, som bekender dig til Jesus Kristus, sige 'ja' til. Je­sus siger selv: 'In­gen kommer til Faderen uden ved mig!' (Joh. 14,6) og i en prædiken siger apostlen Peter ligeud: 'Der er ikke frelse i nogen an­den end Jesus Kristus' (Apg. 4,12). Når der nu ikke er frelse udenom Jesus Kristus, gælder det altså om, hvis man vil frelses, at være hos ham/ i ham. Hvor­dan sker så det? Læsning af det ny testamente viser, hvad kirken har overleveret, at Jesus, i den korte tid han vir­kede på jorden, var optaget af at ordne det sådan, at vi, til trods for, at han i sin død og opstan­delse vendte tilbage til himlen, indtil tidernes ende ville kunne komme til ham (og han til os). Med dette formål grundlagde han på sine tolv udvalgte apostle sit samfund, sin kirke. Til apostlene sagde han: 'De, som lytter til jer, lytter til mig!' (Luk. 10,16, Matt. 10,40). Dette betyder altså, at Kristi stemme gennem tiderne lyder til os gennem apostlenes efter­følgere, biskopperne. Her hører vi til stadighed Kristi befaling: 'Gå ud i al­verden og gør alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Hel­ligåndens navn....'. (Matt. 28,19). Men ved dåben, - det si­ger apostlen Pau­lus i sit brev til kir­ken i Rom (6, 3-5), - vokser vi sammen med Kristus, bli'r hans legeme, bli'r hans kirke. "Jeg er vintræet, I er grenene", siger Jesus (Joh. 15,5). Når der nu ikke er frelse udenom Kristus, og vi i dåben bli'r hans kirke, så passer det jo som fod i hose, at udenfor kirken er der ingen frelse! Men det vil så osse sige, at en­hver gyldig døbt, uan­set om han/hun er døbt indenfor eller uden­for den romersk-ka­tolske kirke, hører méd til kir­ken og således frelses i kraft af kirken. I dén forstand hører f. eks. alle prote­stanter med til den katolske kirke. Tænk på grundlæggerne af de tre største pro­testantiske kirkesamfund: Luther, Calvin og Zwingly. De forkyndte alle frelse i Jesus Kristus, men hvor kendte de Jesus Kristus fra? De levede femtenhundrede år efter at han havde været hér på jor­den, femtenhundrede år efter hans død og opstandelse. Som katolske kristne havde de lært ham at kende gennem den katolske kirkes forkyn­delse og fra dét ny testamente, som kirken havde samlet, udgi­vet og bevaret.  Uden kirken havde de ikke lært dén Kristus at kende, som alene frelser, uden kirken havde de ikke været 'i Kristus'. Uden kirken havde vi, der nu lever 2000 år efter hans fødsel,  ikke lært Kristus at kende. Uden kirken havde vi ikke været 'i Kristus'. Altså: Udenfor kirken ingen frelse!

Så kunne man med rette spørge: Jamen, hvad så med de ikke-døbte, med de ikke-troende? Er det dém, der er udenfor kirken? Hvis jeg var tysktalende, ville jeg svare: 'Jain', hvilket er en sammen­trækning af ordene ja og nein. Kirken skelner mellem dem, der ikke er kommet til tro på Kristus, fordi de aldrig har hørt om ham, og dem, der ikke er kommet til tro, fordi de afviser. Om de først­nævnte gælder, at de rent faktisk hører méd. Siger Jesus ikke: "De, som ikke er imod, er for" (Mk. 9,40, Luk. 9,50)? Om både de først-nævnte og sidstnævnte er at sige, at det er kirkens lære, at ethvert menne­ske får chancen for at sige ja til Kristus, om ikke før, så i dødsøjeblikket/dødsprocessen. Og hvis dette ja gi­ves, indlemmes vedkommende i Kristus og dermed i kirken.  For udenom Kristus, uden­for hans kirke er der ingen frelse.

Hvad er så 'frelse'? Er det frelse efter døden? Jeg tror ikke, at vi behøver at beskæftige sig så meget med dén side af sagen. Paulus skriver til sin medarbejder Timoteus, at Gud ønsker, at alle mennesker skal frelses! (1. Tim. 2,4). Og hvis Gud ønsker dét, så er han sikkert 'mand' for at få sit ønske opfyldt. Vigtigt er det, om menne­sker kunne frelses før døden, dvs. leve et lykkeligt og harmonisk liv her på jorden, leve et liv i kærlighed til Gud og til næsten. Hvis man ikke véd, hvor man kommer fra, ikke véd, hvorfor man er her på jorden, og ens eneste fremtids­udsigter er krematoriets flammer eller jor­dens orme, så har man ihvertfald frelse behov! Mennesket er skabt, så det kan erkende Gud. Dét menne­ske, der ikke erkender Gud, lider skade på sin menneskelig­hed og har derfor frelse behov. Og netop hér træder Kristus, via sin kirke, ind i menne­skers tilvæ­relse og fortæller med guddommelig autoritetet ethvert menneske: Du er hér, fordi du er skabt af Gud, som vil dig og som elsker dig med uendelig kærlighed. Han har dig i sin hånd og vil føre dig gennem dette liv, gennem dets  lidelser og gennem den uafven­delige død ind i en fanta­stisk, ubeskrivelig fremtid! At modtage dette bud­skab er frelse, at kunne leve livet her på jorden i denne tro er frelse. Jesus siger: "Jeg er vejen, sandheden og livet!" (Joh. 14,6) Men dette Jesus-budskab gi­ves mig af kirken og ville aldrig være nået frem til mig uden denne to-tu­sind-år-gamle nåde­forkynder og nådeformid­ler. Det er så sandt, som det er sagt, og det er gan­ske udmærket, at det i det nu afsluttede jubilæumsår 2000 påny er blevet un­derstreget: Udenfor kirken ingen frelse!

Dokumentet "Dominus Jesus" er fra Vatikanet udsendt til den katolske kirkes biskopper. Nu har an­dre, hvem det strengt taget ikke var beregnet for, osse fået fingre i det. Måtte alle kristne, uanset obser­vans, så læse dét i det, som er det vigtige, nemlig, at man som kristen aldrig skiller Kristus og Kirken ad.  Af og til hører man udsagnet: "Ja til Kristus, nej til Kirken" Det er noget vrøvl! Hvad Je­sus i anden forbindelse har sagt, gæl­der osse hér: "Hvad Gud har sammenføjet, må mennesket ikke adskille!" (Mark. 10,9). Dén, der er Gud taknemmelig for troens gave,  skylder ikke bare Gud, men osse kirken, - i hvad form man så end er blevet født/døbt ind i den, - sin taknemmelighed!

 

 

 

 

7.

 

OM BØNNEN FOR DE AFDØDE!

- bragt i "katolsk sogneblad slagelse-kalundborg-holbæk" november 2001

- og siden i nedenstående redigerede form i 'katolsk dialog' nr. 5 oktober 2002

 

  


November måned står for døren og dermed to af kirkeårets store fester: Alle Helgen og Alle Sjæle. Disse fester i kirkeårets sidste måned leder vore tanker hen på vores fuldendelse hos Gud, og konfronterer os således på særlig måde med tanken om vores forestående død. Og bringer os vore kære afdøde i særlig erindring.

 

Indskud: Alle sjæle??? Hvornår afskaffer vi dette vanvittige navn for dagen efter Alle helgen? Dét hedder den jo slet ikke på latin. Hvordan er "In memoriam omnium defunctorum" blevet til "Alle Sjæle"? Fastholdelsen af dette "øgenavn" befordrer gængs dualistisk tankegang hos mange kristne: At kun den hellige sjæl opstår og det uhellige legeme tilintetgøres. Men som kristne tror vi jo ikke på en isoleret sjælens opstandelse, vi tror på kødets, altså på hele menneskets opstandelse. Mennesket er en udelelig enhed af legeme og sjæl! Og som bekendt siger Jesus jo selv, - ord, som kirken almindeligvis anvender i anden sammenhæng: "Hvad Gud har sammenføjet, må mennesket ikke adskille!"... Dagen skal simpelthen hedde: "Mindedagen for alle vore afdøde"! Indskud slut.

 

Kirken lærer som bekendt, at vi, såfremt vi i vort dødsøjeblik er på frelsens vej, efter døden kommer i "skærsilden", i renselsesstedet, hvor alle synderester i os lutres bort, idet "intet urent nogensinde skal komme ind (i himlen)" (Åb. 21,17a).  Men i kraft áf, at vi gennem dåben alle hænger sammen i "de helliges samfund" kan vi gøre noget for hinanden, osse for vore afdøde. Med et ord fra 2. Makkabæerbog (12,45-46) , hvor det hedder, at "det er en gavnlig tanke at bede for de afdøde, for at de må befries fra deres synder!" opfordrer kirken os til at bede for vore afdøde. Og det er i traditionelt katolske lande stadig almindelig skik, at man lader den hellige messe frembære for sine afdøde. Danske katolikker er knap så vant til det. At lade en messe læse for sine afdøde, f. eks. på månedsdagen eller årsdagen for deres død, er ikke 'in' blandt danske katolikker, selvom jeg må indrømme, at jeg, i modsætning til årets øvrige måneder, i november dog modtager messeintentioner for afdøde.

 

Nu er spørgsmålet: Er dette faktum at begræde? Må man konstatere, at katolikkerne m. h. t. bøn for de afdøde ikke længere er katolikker, idet de ikke tager skærsildsopholdet alvorligt? Eller må man glæde sig over, at katolikker af idag er så overbeviste om Guds suveræne kærlighed, barmhjertighed og frelsesvilje, at de har svært ved at forestille sig, at deres indsats, efter deres kæres død, skulle have nogensomhelst betydning. Og at de rent faktisk ikke længere tror på, at de med deres bøn skal overtale en vred og retfærdigt dømmende og straffende Gud til at lade nåde gå for ret, jvf. Allesjæle-salmen i salmebogen fra 1951: "O Fader, vær ej længer vred, forbarm dig over hine!...O Gud, lad din retfærdighed formildes ved vor tåre" (nr. 336), - og for den sags skyld den gamle requiemsmesses sekvens og offertorium, som gudskelov ikke længere er at finde i det ny Missale Romanum?

 

Hvad skal man svare?? ....  Det er ingen hemmelighed, at seriøse katolske teologer seriøst har talt og taler om det rimelige/urimelige i at bede for de afdøde. Baggrunden er  reflektioner over begrebet 'tid'. Traditionel bøn for de afdøde forudsætter jo, at dimensionen "tid" fortsætter efter døden, jvf. tidligere officielle bønner for døde, hvis fremsigelse f. eks. skulle forkorte opholdet i skærsilden i x antal dage. I slutningen af 1988 gennemgik pater L. O. Dorn i en artikelserie her i 'katolsk dialog' godt og grundigt disse tanker. Artiklerne bar overskriften "Dødens mysterium". Det gjorde dengang stort indtryk på mig at læse disse teorier, der i alt for korte træk går ud på følgende: At tiden mellem den enkeltes død og den yderste dag (dommedag) stiller visse teologer vanskelige spørgsmål. Alene brugen af ordet "tid" er af tvivlsom gyldighed, siger de. Tid er jo måling af forandring, men dér, hvor ingen forandring ér, bortfalder dimensionen tid. Vi, der lever på jorden, lever i forandring, i dimensionen tid. Gud er den evigt uforanderlige, hos ham eksisterer tid ikke, Han bli'r ikke ældre, fejrer ikke hvert år i himlen sin fødselsdag, hvorfor Abraham, som døde for 4000 år siden ikke har været 'længere' i Guds himmel end fru Olsen, der døde i onsdags. Hos den evigt, uforanderlige Gud er skabelse, forløsning i Kristus og fuldendelse på den yderste dag ét stort mega"øjeblik". I sin død glider mennesket ud af dimensionerne tid og sted, som jo hænger sammen med jordisk materie og ind i den tidløse evighed. "Den yderste dag"' bliver således for den enkelte kongruent med vedkommendes dødsdag.  Hos Gud "venter" man ikke!

 

Hvor smuk og hvor umiddelbart indlysende denne teori end måtte være, så gi'r den et problem med den kirkelige praksis: at bede for, at vore afdøde måtte få  'afkortet tiden' i skærsilden.


Nu véd vi imidlertid af erfaring, at al udvikling er smertelig. Og ingen udvikling i vort liv er vel mere radikal end dén, vi skal igennem i vor død. Hvis det er rigtigt, at hele ens liv passerer revy i dødsprocessen, osse alle spildte muligheder, så kan man vel udmærket erfare en renselsesproces, som man kunne kaldes skærsild..... Men hvad så, når dødsprocessen er afsluttet, hvad så  med bagefter, - som ikke er bagefter, .... idet tiden jo nu er ladt ude af betragtning???

 
Da jeg var barn, havde jeg en lidt brutal tandlæge, (som gik ind for, at alle hans patienter burde tage tandlægebehandlinger 'som en mand').  Jeg var altid bange, når jeg skulle til tandlæge, osse selvom min mor var med. Når tandlægen fattede boret for at begynde på det værste, jeg vidste, rakte jeg automatisk hånden ud mod min mor. Og hun havde faktisk samtidig gjort det samme mod mig. Jeg holdt min hånd fast i hendes, mens tandlægen borede. Gjorde det smerten mindre eller anderledes? Objektivt  nej! Den var selvfølgelig den samme, uanset, hvor jeg holdt mine hænder. Men subjektivt: Ja!!. Subjektivt, oplevelsesmæssigt gjorde det smerten mindre! Subjektivt var der en verden til forskel, om hun holdt mig i hånden eller ej. Og denne holden-i-hånden betød ikke kun noget for mig. Senere har jeg tænkt på, hvem af os det egentlig gjorde mest ondt på? På mig, der blev udsat for boringen eller på min mor, som næsten ikke kunne holde ud, at jeg blev påført denne (omend nødvendige) smerte, og at jeg var så bange. Hende hjalp det vist end mere at holde mig i hånden.


Kunne man overføre dette på dødsprocessen og de afdøde?  Hjælper det at bede for dem? Objektivt nej! De døde er i Guds gode hånd, og han gør næppe sin frelse af dem afhængig af, om vi beder meget eller lidt for dem. Kunne han finde på at sige: "Når ingen be'r for X, rister vi ham lidt længere, - udskyder vi hans frelse!" Hvis Paulus har ret, - og det har han naturligvis, - så er det ikke tomme ord, når han i sit andet brev til medarbejderen Timoteus skriver, at : "Gud ønsker at alle mennesker skal frelses".  Hvis Gud ønsker menneskenes frelse, så skal han nok sætte sig igennem og få sit ønske opfyldt, uanset om vi be'r meget, lidt, - eller slet ikke for de afdøde.


Alligevel hører vi på Alle Sjæles dag, - jeg mener: på Mindedagen for alle vore kære afdøde, - ofte førnævnte læsning fra 2. Makkabæerbog, hvor det, med henblik på opstandelsen, hedder, at 'det er en gavnlig tanke at bede for de afdøde'. Kirken har ikke ændret sin opfordring til os om at bede for de afdøde. Og når kirken lærer os at bede for dem, er det naturligvis rigtigt at gøre det! Og hvis det objektivt ikke hjælper, så hjælper det så sandelig subjektivt. Vi elsker vore kære afdøde,  og vi vil gerne gøre noget for dem, vise dem vores kærlighed, vise dém, at de ér  i vore tanker. Hvad kan vi gøre andet end bede for dem, i mit eksempel: række vores hånd ud imod dem? Det har vi det godt med, og på en måde bli'r denne bøn en trosbekendelse, et uundværligt trosvidnesbyrd: Vor bøn for de afdøde er jo en  demonstration af, at vi tror på, at de er levende! En demonstration af, at der for os kristne strengt taget ikke findes døde, men kun levende hér og levende dér! Hvis vi ikke troede på, at de døde lever, ville vi selvfølgelig ikke løfte en finger for dem. Og mon så ikke de såkaldt døde, i deres bevidsthed om, at vi lider på grund af savnet af dem, åndeligt formår at række deres hænder ud imod os, når vi i bønnen åndeligt rækker vore hænder frem mod dem?? Set i dette lys styrker bønnen for de afdøde troen på de helliges samfund, hvor vi kan gøre noget for dem og de for os, uden at vi behøver at beskæftige os med, om det de facto virker. Og elementet om at skulle omstemme, formilde og overtale en vred og straffende Gud til at lade nåde gå for ret, er totalt ladt ude af billedet.


På mindedagen for vore kære afdøde fortæller jeg mine menigheder historien om tandlægen og m. h. t. vore afdøde siger jeg: "Bed for dem, bed med dem eller bed til dem, - sådan som det falder den enkelte iblandt jer mest naturligt!" Det må være katolsk forsvarligt at sige det sådan.



 

 

 

 

 

8.

 

REFLEKTION EFTER 11. SEPTEMBER

- - bragt i "katolsk sogneblad slagelse-kalundborg-holbæk" advent 2001

 

 

Hver eneste dag gennem de sidste par måneder har et hav af menne­sker for­talt os, at verden ser anderledes ud efter den 11. september i år. Hver gang nogen har sagt det, har jeg kikket ud af vinduet og konstateret, at det ikke er sandt! Fra mine vinduer ser verden ud, nøjagtig som den altid har gjort. Som det hedder i 1. mosebog om skabelsen: "Og Gud så, at det var godt!" Den gode verden bebos af gode, gudskabte mennesker, der imidlertid siden samme skabelse har ligget under for arvesyndens tendens. Om ethvert godt menne­ske gælder derfor, som Paulus formulerede det, at "det gode, som jeg vil, dét gør jeg ikke, og det onde, som jeg ikke vil, dét gør jeg!" (Rom. 7,19)

Og alligevel ser verden idag anderledes ud end ved skabelsen. Skæringsda­toen er imidlertid ikke 11. september 2001, men juledag år 0. For da blev Gud født som menneske på vor jord, og herefter er alt i verden anderledes og bedre, fordi Gud selv har været her; fordi Gud selv, i sit menneskevordne Ord, vor Herre Jesus Kristus, afgørende har sagt ja til os mennesker og vist os, hvordan vi, på trods af vor nedar­vede syndetilbø­jelighed,  kan leve på denne jord i harmoni med Gud og med hinanden. Og at livet hér på jorden ikke er det endelige, fordi vort evige hjem ér, hvor Kristus nu ér: hos Gud i himlen. Alt dette kaldes frelse!

Igennem to tusind år er alt dét, som Gud har givet os ved, med og i Kristus,  blevet modta­get af mennesker og taget til hjerte. I så stor udstrækning, at der efterhånden blev talt og stadig tales om kristne lande.

De sidste mange hundrede år har verden været præget af, at det  kristne kontinent Europa satte dagsordenen og, mere eller mindre kristent - ofte min­dre, -  behandlede resten af verden efter forgodtbefindende, - uden smålige hensyn til, hvilke kulturer man udryddede, og hvilke og hvor mange civilofre aktio­nerne måtte kræve. Igennem det sidste århundrede har USA så overha­let Europa in­denom i dén rolle at spille Big Brother i hele verden.

Dét, der efter den 11. september i år er nyt, er dét, at vi uventet er blevet ramt på vores ømmeste punkt.  At andre nu pludselig på allerbarskeste og mest uventede måde har sat dagsordenen og gjort vore kristne kontinenter opmærksom på, at alt ikke længere automatisk går efter vores hoved, og at vores selvsikkerhed omkring vor egen fortræffelighed ikke udelt accepteres alle steder i verden. Og gjort os opmærksom på, at samme andre frem­over agter igen at sætte dagsorde­nen. Foreløbig har det været en dagsorden, der for den vestlige verden er program­sat med terror og frygt, men osse med frygtløshed, idet nogle faktisk gjorde dét, vi så gerne synger om, men sjældent gør: "Kæmp for alt, hvad du har kært, dø, om så det gælder!": En dagsorden med et terror-angreb på den såkaldte kristne verdens egentlige helligdom: materialismens super-katedral, der størrelsesmæssigt og betydnings­mæssigt får Peterskirken i Rom og Kølnerdo­mens tårne til at ligne kolo­nihave­huse fra gårsdagens verden: pengegi­ganten World-Trade-Center i New York, der i løbet af no-time som et Babelstårn styrtede sammen og trak altfor­mange, helt uskyldige mennesker med i døden, hvilket naturligvis er dybt forkasteligt og på ingen måde kan forsva­res, (- ligesom de  over 15.000 årlige, 'lovlige' mord på ufødte, forsvarsløse børn i vort land naturligvis heller ikke kan forsvares!).  Du må ikke slå ihjel! Og når de ansvarlige for ter-ror-aktionen bliver fundet, skal de naturligvis drages til ansvar.

Indtil nu er der imidlertid ingen, der har påtaget sig ansvaret for terrorhandlin­gerne, hvilket ikke har hindret USA i, med sædvanlig selvsikker­hed, at navngive skurkene. Og hævn og gengældelse er nu USAs og "vasal"staternes dagsorden, - til trods for Kristi ord: "Gengæld ikke vold med vold! Hvis nogen slår dig på den ene kind, så vend den anden til ..." (Matt. 5,39)

 

 

Guds udvalgte folk Israel har oplevet sin historie som en historie med Jah­weh, som forblev trofast. Imidlertid har folket oplevet sig selv som de ikke-trofaste, og det skal siges til dette folks ros, at det aldrig for alvor har bebrej­det Jahweh, at han i frafaldets stund stod på fjendens side og kæmpede mod Israel for at vække folket og gøre det opmærksom på dets frafald. Tværti­mod! Israel lod, hjulpet ved profeternes manende udsagn, situatio­nens alvor tale til samvittighe­den, man angrede og vendte tilbage til et liv med Jahweh, til et liv, inspireret af hans livgivende og livsfremmende bud.

Indre Missions mannakorn-tradition er ikke kendt i den katolske kirke. Ikke desto mindre var det ikke uinteressant, hvilke søndagstekster der 'tilfældigt' er blevet serveret for os siden 11. september: Første søndag var det dansen om guldkalven, de følgende to søndage profeten Amos' kritik af materialist-­samfun­det og Jesu ord om, at vi ikke kan tjene både Gud og materialismen. Og sønda­gen derefter fik vi historien om mødet mellem verdens magtfulde og magtesløse i historien om den etablerede dommer og den fattige enke.....

Da netop nævnte dom­mer erkendte situationens alvor, ændrede han kurs, inden den 'terroristiske' enke gokkede ham med kagerullen! (Luk. 8, 1-6). Det samme gjorde det hedenske Ninive, da man ved Jonas' prædiken erkendte situationens alvor. Kongen og hele folket ændrede kurs, tog bodsklæder på, og, som det hedder, "Gud ang­rede den ulykke, han havde haft i sinde mod Ninive!" (Jon. 3)

Og vi i den kristne verden? Troede vi, da vi den 11. september så de skrække­lige billeder på TV og tror vi idag på Kristi ord: "Ikke en spurv fal­der til jorden, uden at jeres himmelske Far er méd i det!"?? (Matt. 10,29b). Spørger vor del af verden sig selv, om vi vedblivende kan overhøre or­dene hos profeten Esajas, hvor det hedder: "Er I ikke troende, bli'r I ikke boende!"?? (Es. 7,9).  Spørger vor del af verden sig selv, hvad Guds ord i Johan­nes Åbenba­ring skal sige os i dén situation, som vi nu er endt i: "Jeg spyr dig ud af min mund, fordi du hver­ken er kold eller varm!"??? (Åb. 3,16)

Dette ér, hvad jeg personlig har savnet i samtlige af de talløse udtalelser, der er faldet siden 11. september. Jeg har savnet en reflektion over spørgsmålet: Kunne det tænkes, at Gud i den nuværende situation vil sige noget til os selv­sikre vesterlændinge i vores afmattede kristendom? Kunne det tænkes, at Vor­herre har opgivet at råbe vor del af verden op på almindelig vis? Kan vor del af verden blive ved med at smykke sig med titlen 'kristen' , hvis den de facto bevæ­ger sig væk fra Kristus og dét livsgrundlag, som han har givet os? Tillader Gud vedblivende hvadsomhelst? Er det tomme ord, når Paulus siger: "Gud lader sig ikke spotte! Vi høster, som vi sår!"?? (Gal. 6,7). Og er det kun retorik, når Jesus i dét søn­dagsevangelium, der blev læst en må­neds tid efter terror-angre­bet spurgte os: "Når menne­skesønnen kommer igen, vil han så finde tro på jorden?" (Luk. 18,8)?

Er det helt urimeligt som kristen at stille disse spørgsmål og reflektere over dem?? Bør vi ikke som kristne prøve at tyde tidens tegn?? Hvor er profeterne??

 

Adventstiden er nu begyndt. Dens liturgiske farve er violet, bodens farve. Vi skal fejre, at Hán, som ved sin fødsel på vor jord julenat år 0 fik verden til at ændre udseende, vil komme igen! Hvordan afventer den kristne verden i ad­vents-ånd bedst Hans komme? Ved fortsat at sønderbombe det ludfattige Afghani­stan og regne med, at faren for yderligere terror-angreb nok er drevet over?? El­ler ved nu at følge profeten Hoseas, når han siger: "Kom, lad os, -  i Jesus Kristus, - vende tilbage til Herren. Han har slået i stykker, men han vil osse hele. Han har såret os, men han vil osse læge. Lad os lægge alt til side for igen at lære Herren at kende! Da vil han komme os i møde!" (jvf. Hos. 6, 1-3)??

Jeg spø'r bare ....

 

Sognepræsten